Kender du det?
Kender du oplevelsen af, at være under beskydning i dit eget hjem, og måske også når du er ude?
Kender du følelsen af, at ligegyldigt hvad du gør, så er det ikke godt nok i din partners øjne – og nu bliver du mindet om det igen?
Det er blevet mere og mere almindeligt hos jer, og sker oftere end før, at din partner er sur, kritisk og utilfreds, og giver dig skylden for dette.
Faktisk kan du godt se pointen i noget af det som han/hun siger til dig, og du vil egentlig også gerne hjælpe til og få tingene til at fungere – du ønsker dig jo også et godt parforhold.
Men det er lige som om du ikke kan følge med!
Dine gode intentioner bliver ikke bemærket, og du føler at du kommer til kort og alligevel ikke kan stille noget op – ligemeget hvad, så er der noget galt!
Så du ender med at trække dig. Væk fra bebrejdelserne. I skjul for kritikken og skideballerne.
Måske går du ind i et andet rum. Måske går du udenfor.
Det kan også være, at du fordyber dig i din mobiltelefon eller smider dig foran fjernsynet eller computeren.
En anden mulighed er, at du bruger meget mere tid på arbejdet, træningscenteret eller i byen.
Din strategi bliver, at beskytte dig selv ved at fjerne dig fra din partnes angreb, og du lærer dig selv hvordan du kan skærme dig uden at flytte dig fysisk, for du kan simpelthen bare lukke helt ned for din opmærksomhed!
Problemet er dog, at din strategi ikke virker helt efter intentionen!
Godt nok kan det være, at du er heldig at få fred et kort øjeblik, men af en eller anden grund er det som om angrebene bare tager til og bliver værre!
“Hvad er det der sker med min partner?”, spørger du måske dig selv.
“Vi havde det så godt sammen en gang – hvad er der galt?” tænker du, og trækker dig endnu mere ind i dig selv.
Scenariet er klassisk.
Jeg kan fortælle dig, at der i alle parforhold vil være en af parterne der kender til denne situation, i større eller mindre grad!
I EFT-Parterapien taler vi om, at den ene part er “Tilbagetrækkende” og den anden part er “Opsøgende”.
Dynamikken består i, at vi kommer til at skabe et negativt mønster i vores parforhold, hvor vi skubber hinanden væk, selv om det vi dybest set ønsker og har brug for, er at finde sammen!
Dette gør vi ikke bevidst eller for at skade hinanden, men fordi vi tidligere i livet har lært, at dette er en effektiv måde at handle på, når vi bliver overvældede.
Men i dag virker metoden bare ikke længere!
Din “opsøgende” partner angriber dig, fordi han/hun ønsker kontakt!
Din partner prøver på alle mulige og umulige måder, at nå igennem til dig, for at få dig til at lytte og vise at du er tilgængelig.
Og jo mere desperat din partner bliver, jo højere bliver der “skruet op for volumen”!
Så den aller bedste måde at undgå flere angreb på, er ved at vende din opmærksomhed mod din partner, når han/hun siger noget til dig.
Hvis du gør dit bedste for at lytte interesseret og oprigtigt, vil din partner føle sig mødt af dig, og ikke have brug for at “råbe dig op”!
Jeg håber du kan bruge dette lille tip, til at være med til at vende jeres negative mønster i parforholdet.
Held og lykke!