Blogindlæg fra KatherineSara

Må du gerne være ked af det?

Må du gerne være ked af det?

Der er så megen fokus på glæde og overskud i vores samfund i dag. Noget af det der giver ”plus på kontoen” i vores nuværende kultur er, at være fuld af overskud og positivitet! Det er de positive mennesker, der får opmærksomhed og ”kommer ind i varmen.” Det er dem der stråler og er fulde af energi, der får succes i denne verden. Fortæller vi os selv og hinanden.
Og glæde og overskud, er da også noget som vi alle sammen ønsker og længes efter i vores liv. Glæde og overskud giver os et velbefindende som i den grad er med til at højne vores livskvalitet. Og vi ved, at glæde og positivitet genererer mere glæde og positivitet, og har en afsmittende effekt på vores omgivelser, som igen sender den gode energi tilbage til os. Dette er meget smukt og livgivende. Og giver god mening, synes jeg. Men hvad nu hvis vi ikke er glade og ikke stråler og har masser af overskud?
Måske har du økonomiske problemer, kollegiale udfordringer, svært ved forældrerollen – eller måske har du bare en grundfølelse af tristhed, mindreværd og usikkerhed!

Når tilværelsen viser sig fra sin negative side, kan det være rigtig svært at holde ud. Når tingene går galt for dig eller nogen du holder af, kan det måske være, at du har svært ved at overskue hvad du skal gøre nu.
Min erfaring er, at det rigtig ofte handler om, at vi i virkeligheden er kede af det dybt inden i. Vi har bare så svært ved at give os selv lov til at mærke smerten og ked-af-det-heden. Vi vil så gerne af med den ubehagelige følelse, og prøver derfor at ”skubbe den ind under gulvtæppet”, at ignorere den og gemme den langt væk! For vi ved heller ikke hvordan vi skal tackle disse svære følelser.
Og det er her, vi kan komme til at spænde alvorligt ben for os selv!
For tidens store fokus på glæde og positivitet, kan have den modsatte effekt og give bagslag, så vi føler os endnu mere forkerte og opgivende over ikke at være en af dem, der bare ser ud som om de kan klare det hele. ”Er jeg nu god nok, når jeg ikke er glad hele tiden?”, kan vores indre stemme spørge os om.

Men det er VIGTIGT at give dig selv lov til at være ked af det, når følelsen dukker op! Det vigtige og virksomme er nemlig det, at når vi giver plads til vores svære følelser og giver os lov til at mærke dem, så vil de hurtigere opløse sig og forandre sig, så vi kan komme videre på vores vej i livet med lidt mere overskud. Og jo mere vi øver os i, og praktiserer at være med de svære følelser og acceptere dem, som en naturlig del af livet, jo mindre vil de fylde!
Jeg oplever mere og mere i mit liv, at blive beskrevet af andre som et meget positivt og optimistisk menneske, og dette kan nogle gange overraske mig! For jeg har selv oplevet masser af modgang i tilværelsen, som har ”bragt mig helt ned at bide gulvbrædderne”! Men min kur, har uden tvivl været, at give plads til de følelser der er.

Jeg vil være rigtig glad for dine reaktioner og input til dette oplæg.

Kærligst Katherine